Deltagere i tirsdagsfrokosten
17. marts 2018 17:26 , af Susanne Bisgaard
Deltagere i tirsdagsfrokosten
Til en tirsdagsfrokost for fem år siden var jeg med for at få fortalt historier – og det fik jeg. Derfra stammer mange af de små ”gamle” nyheder, jeg for tiden lægger på hjemmesiden. Jeg vil gerne præsentere mine kilder, idet deltagerne i frokosten igennem deres medlemskab er eller har været meget aktive i klubben på mange niveauer. Opført efter deres anciennitet i LDR: Bitten Steffensen (1956) brugte fra sit 16. år al sin fritid på roning; Else Snogdahl (1969) fik sammen med Margit Bo i 2011 tulipaner af DGO for frivilligt arbejde i LDR; Berit Petersen (1972) troede ”jeg blev medlem af en kajakklub,” men blev alligevel hængende og var mangeårig instruktør; Margit Bo (1972 og ikke som jeg skrev i sidste ”nyhed” 2007), var allerede eliteroer, da hun startede i LDR og var i flere år ekspert i at sælge lodder til lotteriet; Edith Pedersen (1974) døde desværre i 2013; Amanda Johnsen (1982) holdt en vidunderlig dåbstale for den fremmede fugl, Isfuglen; Stella Haagensen (1990) allestedsnærværende og tidligere kasserer og formand, Lissa Johansen (1995); Alice Beck Thomsen (1996), energibundt og tidligere bestyrelsesmedlem; Ulla Fischer (2003) ivrig langtursroer og berømt for sin risalamande. De og andre kommer til orde gennem deres fortællinger i efterfølgende nyheder.