Om LDRLyngby Dameroklub blev grundlagt i 1932. Klubben startede med at have et par både liggende i Folkeparken og har igennem årene vokset sig større og har nu udviklet sig til at være en mellemstor, moderne og velfungerende idrætsklub. I sommerhalvåret tilbyder vi roning på alle niveauer. Vi har ungdomsroning, kaproning, motionsroning, langtursroning og formiddagsroning mest for ældre. Vi tilbyder også ergometerroning, stavgang og petanque for de som ikke længere magter de store og tunge både. Også i vinterhalvåret har vi mange aktiviteter. Her tilbyder vi træning i vores eget motionscenter flere gange ugentligt på forskellige niveauer, motionsgymnastik én gang ugentlig på en af kommunens skoler, samt traveture med og uden stave. Træningsfaciliteterne er tilgængelige på alle tider af døgnet – og det er der en del medlemmer der benytter sig af. Andre vælger at møde op når der er instruktører til at vejlede og styre træningen. Klubben har ca. 175 medlemmer i alderen 10 – ca. 90 år samt rigtig mange forskellige aktiviteter året rundt. Det er de færreste der følger med i alt. De fleste vælger kun at bruge en del af klubbens tilbud. Derfor er vores tilbud om sociale aktiviteter i høj kurs. I sommerhalvåret er der mulighed for fællesspisning hver onsdag efter roningen. I vinterhalvåret er der fællesspisning en gang månedlig efter træning. Disse onsdagsmiddage er meget højt skattede af medlemmerne. Det er her man får talt sammen på tværs. Man kan sige at middagene er klubben sociale nerve.
|