Bulletin: Corona

12. marts 2020 09:49 , af Hanne (K) Brusch

På baggrund af de anbefalinger, der er kommet fra regeringen og Sundhedsstyrelsen, har vi i bestyrelsen taget nedenstående forholdsregler og beslutninger for den kommende tid.

  • Al fællestræning er aflyst, men det er muligt selv at tage ned og træne efter eget behov. Er I flere, som træner samtidig, så brug enten hvert andet ergometer eller fjern nogle og sid med større afstand. Anbefalingen er ikke, at vi alle skal ikke isoleres, men at vi skal holde afstand.
  • Rengøringsdagene er også aflyst.
  • Vi vil afholde standerhejsningen, men uden frokost i stuen. Hvis vejret er til det, vil vi se, om vi kan lave et mindre arrangement på terrassen.

Grundet den milde vinter og med en vandtemperatur, som er højere end gennemsnitligt for sæsonstart, så giver vi rotilladelse til alle fra d.d. Forhåbentlig bliver vejret mindre vådt og blæsende i den kommende tid. Vi ser hellere 3, 4 eller 5 sammen i en båd end til fællestræning indendørs. Det vil dog være uden brovagter, men med egne aftaler.

Lyngby Taarbæk kommune har frarådet besøg i svømmehaller, så vi vil derfor ikke gennemføre svømmeprøver, før der er givet grønt lys igen. Vi giver derfor dispensation til de af jer, som ikke har nået det endnu og finder så datoer, hvor de kan afvikles, så snart det bliver muligt.

Vi kommer til at holde øje med de anbefalinger, der bliver givet og vi vil løbende justere, hvor det bliver nødvendigt.

Hvor er vi heldige, at vi dyrker en udendørssport og at det sker marts og ikke i november.

 

Vi skal alle bruge vores sunde fornuft og husk at passe godt på jer selv og på hinanden.

 

På vegne af bestyrelsen

Hanne Brusch