Genstart af LDR i sigte - men....

9. april 2020 19:08 , af Hanne Brusch

Mange af jer har måske allerede læst, at DFfR har udarbejdet et forslag til, hvordan man kan komme i gang med udendørs roning, såfremt myndighederne giver mulighed for det og disse retningslinjer vil vi tage afsæt i fra LDR's side og samtidig justere efter de muligheder vi har.

Lyngby Dameroklubs faciliteter tilhører Lyngby-Taarbæk Kommune, og det er dermed kommunen, der afgør, hvornår der kan åbnes for roning fra klubben. Onsdag den 8. april var udmeldingen fra kommunen, at der foreløbigt er lukket til og med 10. maj, men at kommunen følger regeringens og myndighedernes anbefalinger. Jeg har fået oplyst, at Lyngby-Taarbæk Kommune samarbejder med de omkringliggende kommuner om, hvordan man dels lukkede ned for foreningsaktiviteter og faciliteter, men også om, hvordan man kan åbne igen, forsigtigt og delvist.

 

Vi skal ikke regne med, at vi kan komme til at ro den 14. april, da kommunens udgangspunkt indtil videre er, at alle kommunale idrætsfaciliter er lukket til og med 10. maj, men vi vil som bestyrelse selvfølgelig indgå i en konstruktiv dialog med kommunen om mulighederne for hvordan og hvornår, vi kan komme i gang. Der er altså heller ikke garanti for, at klubben åbner den 10. maj, da kommunen følger myndighedernes anbefalinger.

 

Bestyrelsen vil udarbejder principper for, hvordan vi kan komme i gang, når vi får grønt lys fra kommunen, og vi vil rette henvendelse til LRs bestyrelse og også bestyrelsen i Lyngby Kanoklub, så vi kan arbejde på at have fælles principper og forholdsregler, vi kan præsentere for kommunen. Jeg vil derfor i løbet af påsken tage kontakt til LR og Lyngby Kano- og kajakklub for at høre, hvilke tanker de gør sig i forbindelse med en genåbning af klubberne.
Mange hilsener og med håb om et snarligt gensyn
Hanne Brusch