To store aftener i LDR

22. marts 2019 11:29 , af Susanne Bisgaard

For fulde huse fortalte vores marinegeolog Naja Mikkelsen den 13.3. om sit virke og ikke mindst om sin farfar polarforskeren Einar Mikkelsen. Tilhørerne hørte en fantastisk fortælling om polarforskningens historie og om Einar Mikkelsens færd gennem det nordøstlige Grønland, som kunne være endt så grueligt galt. Efter pausen fortalte Naja om sit professionelle liv som klimaforsker, som ikke kun har fundet sted ved et skrivebord. Det har betydet overnatning i telt på polarisen, hvor naboteltet i løbet af nattens løb var drevet et pænt stykke væk. Iskerneboringer lyder måske som noget hvidt og rent, men involverer også en hel del mudder. Også de forsvundne Nordboere på Grønland er en gåde, som Naja endnu ikke har opgivet at forske i. Lis, Marianne og Susanne stod for den stående buffet. Måske vi kan håbe på, at Naja en anden gang vil fortælle om flere oplevelser fra Grønland?

Onsdag, 20.3. skete der atter noget stort i Lyngby Dameroklub. Vi sang af karsken bælg! Bordene fik på skift lov til at vælge deres yndlingssange fra enten Solvejgs sangbog eller fra Højskolesangbogen. Det er ikke enhver klub forundt at have en husdigter, og slet ikke af den karat, som vi har. Derfor var Solvejgs sangbog en klar favorit, og hun knyttede til hver sang en lille fortælling. Lis var med sikker hånd konferencier, og Niels, Lis’ mand, akkompagnerede. Han vidste naturligvis ikke på forhånd hvilke sange, vi ville vælge, men han spillede numrene med så stor virtuositet, at man skulle tro de alle var på hans daglige repertoire. Aase havde lavet vidunderlig rødbedesuppe med spidskommen mm sammen med hjælpere. Og til kaffen dejlig kage! Det var anden gang arrangementet blev holdt, og vi er mange, som håber, det nu er blevet en tradition.

Ved begge arrangementer kom også naboerne fra Lyngby Roklub på besøg.

Vedhæftede filer