Kære rokvinder i Lyngby Dame Roklub
Det er med stor glæde, at vi kan dele, at Siri nu er frigivet som langtursstyrmand – og det efter en weekend, der bød på både planlægning, fællesskab og godt humør (og ja, lidt udfordringer med vejr og vind).
Siri havde planlagt en langtursweekend for seks roere med udgangspunkt i Nykøbing Sjællands Roklub lørdag og søndag. Lørdagens vejr holdt os desværre på land, men det viste sig hurtigt, at landprogrammet var mindst lige så vellykket. Vi hyggede os i Charlotte Ibsens sommerhus, gik tur langs kysten ved Nyrup, spillede spil og nød lækre hjemmelavede tærter – selvfølgelig med hensyn til både vegetar og øvrige deltagere.
Inden sengetid blev planen for søndagens tur mod Rørvig grundigt gennemgået, hvorefter vi stod tidligt op til nybagte boller og et hyggeligt morgenbord, inden kursen blev sat mod roklubben i Nykøbing Sjælland. Her blev bådene sat i vandet i forholdsvis roligt vejr og høj sol – perfekte rammer for dagens prøvetur.
Som sædvanlig var Ibsen den første til at spotte både en havørn og to sæler, hvilket resten af mandskabet nikkede anerkendende til. Under selve turen skabte Siri ro og klare rammer med tydelige præciseringer omkring rute, forventninger og frokoststed, så alle var trygge og velinformerede. Efter en pause i Rørvig havn med indlagt isvaffel kunne turen sættes med kurs mod Nykøbing sjælland.
Turen blev afsluttet i Nykøbing Sjællands roklub, og Siri bestod den praktiske prøve med bravur. Det hele blev fejret med behørig hyldest og et glas pærevin (uden alkohol).
Så et stort HIP HIP HURRA for endnu en langtursstyrmand i Lyngby Dame Roklub – vi glæder os til mange kommende langture med Siri forrest i båden 🚣♀️✨
Med ro-hilsen Marianne og Charlotte I