Else Snogedahl gik bort lige efter påske efter få dages indlæggelse.
Else Snogdahl blev medlem i Lyngby Dameroklub i 1969, men hun var tæt forbundet med roning i mange år inden da, for da hun blev gift faldt valget på en af Danmarks dygtigste kaproere gennem 40-erne og i starten af 50’erne, Jørn Snogdahl, som blandt andet vandt europamesterskabet i 1947. Det betød en udtagelse til OL i 1948 og så vidt historien er fortalt, så var Jørn ud for et uheld inden afgang til OL, som kostede en hospitalsindlæggelse, hvor han mødte en sød sygeplejerske, som blev hans livs medalje - til gengæld fik han ingen til OL.
Jørn havde dedikeret det meste af sit liv til roning, hvilket ikke kunne have ladet sig gøre uden en både sej og forstående hustru ved sin side. Men Else var meget mere end det. Hun blev selv roer og har gennem årene i LDR været et stort aktiv – Else var med til at starte tirsdagsfrokosterne og ikke mindst er vi mange, der husker at Else og Margit Bo i flere sæsoner lavede onsdags middage, hvor maden blev tallerken anrettet i køkkenet og leveret over disken.
Det var før GoMember med tilmelding, så det var altid et gæt, hvor mange, der skulle laves mad til og hvis det samme dag viste sig, at der kom 10 ’for meget’, så tog Else cyklen for at supplere maden.
I de 3 år klubben arrangerede Dragebåds regatta for firmaer, hvor der flere gange var over 100 deltagere, var Else i køkkenet hver eneste gang og snittede store mængder salat til grill buffeten.
Else kom altid på cykel fra sin lejlighed i Bagsværd til roklubben indtil hun var langt oppe i 80’erne. Hun nåede et punkt, hvor hun gik dårligt, men som hun kækt sagde - cykle kunne hun da stadig. En dag på vej hjem fra klubben blev hun kørt ned af en bil, hvor føreren ikke havde set Else og svingede ind over cykelstien, så hun blev væltet. Liggende på asfalten kom bilisten springende ud og var dybt ulykkelig, mens han sagde, hvor ked af det han var. Herefter fortalte han, at han var læge, hvortil Else svarede med sin vanlige kontante facon: ”ja – og jeg har været sygeplejerske hele livet, men det hjælper mig ikke ret meget lige nu”.
Til det sidste var Else aktivt medlem i klubben, hun brød sig ikke om passivbegrebet. Og hun var heldig gennem de sidste mange år at have Ulla Fischer som ugentlig chauffør, når hun skulle til både tirsdags- og onsdagsmiddage i roklubben. Det var altid hyggeligt at komme ind fra en rotur og møde hende på terrassen med et glas vin i hånden, altid smilende og til det sidste frisk i replikken. Else havde en god humor og havde altid en mening om tingene, hun kom altid med en sjov bemærkning. Og 101 år, det er da også noget må man sige.
Et foto af Else og Bitten var det første der blev vist på årets hovedgeneralforsamling i Dansk Forening for Rosport, som illustration på at roning er en sport for livet.
Da Else d. 12. marts 2025 fyldte 100 år, var stuen fyldt op med de mange medlemmer, der har haft et særligt forhold til den stærke og positive kvinde, hun var -et dejligt minde at bevare. Else var et billede på, hvad samvær og sammenhold i en klub som LDR kan bidrage med gennem livet, når man samtidig investerer og dedikerer sin tid til fællesskabet. For de af os, som har været mange år i klubben, er det et livslangt ven- og bekendtskab, som ikke er mere.
Else bliver bisat fra Bagsværd kirke, fredag 17 april kl. 11.
Æret være Elses minde
