Nye korttursstyrmænd er frigivet

28. april 2026 20:26 , af Charlotte (L) Ibsen

 

Vi har den store glæde at informere, at vi har frigivet følgende korttursstyrmænd til vores eget rofarvand Lyngby Sø, Bagsværd Sø samt kanalerne.
Der er blevet trænet flittigt og målrettet – både i styrmandsrollen i kommandoer, i at ro uden at holde fast i rorlinen, i at ro med kvarte årer, samt i at lægge til ved egen bro og fremmede broer. Derudover er roreglerne blevet repeteret grundigt, sammen med meget, meget mere.
Humøret og entusiasmen har været gennemgående hos alle, og det har derfor været en fornøjelse og let opgave at være instruktør for dette hold aspiranter.
Følgende aspiranter er frigivet som Korttursstyrmænd:
Joan L, Maiken H, Christina L, Christina J, Kristin S, og  Johanna H.
Lyngby Dameroklub er blevet beriget med endnu et hold dygtige korttursstyrmænd – og vi glæder os til at ro sammen med jer på vores eget rofarvand 🚣‍♀️
Til orientering er der yderligere to korttursstyrmænd godt på vej til at indtage rollen som korttursstyrmænd men grundet forskellige private omstændigheder afventer de med at blive frigivet efter sommerferien.
Bedste hilsen Rigmor og Charlotte
(og hele instruktørkorpset)