Den 7. september 1961 brændte klubhuset i Lyngby Dameroklub – det var nok den sørgeligste dag i klubbens historie. At klubben ikke brændte helt ned skyldtes et hurtigt brandmandskab, og at vi ikke mistede alle vore både kunne vi takke nogle friske L*R roere for – de slog portene op og smed bådene i vandet.

Det var helt igennem en tragisk og uhyggelig historie, ikke mindst fordi branden var påsat af en evnesvag mand. Det vides ikke, om han havde følt sig generet af nogen fra klubben, eller om det bare var uopnåeligt for ham at komme i kontakt med medlemmerne på en naturlig måde. Efter branden blev alle vores fotoalbum fundet rundt omkring i haverne, han havde hugget dem og kradset alle pigernes hoveder ud på billederne. Indtil han blev fundet, blev der holdt vagt ved klubben for at sikre, han ikke kom tilbage for at gøre sit arbejde færdigt.

Også dengang mødte vi stor sympati og hjælpsomhed fra andre klubber – ikke mindst fra L*R, som gav os husly til medlemsmøderne. Men et nyt klubhus skulle der til. LDR forhandlede til flere sider og søgte fonde. En fantastisk ting var det, da Lyngby-Taarbæk i 1962 foreslog at overtage alle kommunens idrætsanlæg – hvis klubberne ønskede det. Det ønskede LDR, og vi blev tilbudt nye faciliteter! Det skete dog ikke fra den ene dag til den anden. Først i 1964 blev det nye hus indviet ved standerhejsningen, hvor også den nye dobbeltsculler Lea blev døbt (foto).