Opdaterede retningslinier - 20. maj

20. maj 2020 16:05 , af Marianne Meilstrup

Vi kan med glæde konstatere, at der er stor lyst til at komme ud og ro. Det resulterer så i, at der er mange, som ønsker at ro på de samme tidspunkter. Inriggerne booker bådene i webrow på forhånd, så der ikke kommer for mange på bådebroen samtidig. Men vi kan konstatere, at der har været lidt tidsoptimisme om, hvor lang tid det tager at klargøre til tur, hvilket har resulteret i, at holdene har stået med afstand og ventet på at komme ud. Vi bliver derfor nødt til at justere lidt i retningslinjerne.

Der må max være 2 inriggere pr. halve time og her bliver tidspunkterne 00 og 30, hvis det er i tidsrummet 16-18 på hverdage eller 8-10 i weekender, hvor der typisk er mange. Outriggerne, som bruger væsentlig kortere tid på klargøring til tur, mødes fremover enten 15 eller 45 i samme tidsrum.

HUSK at alle roere skal sætte deres brik på tavlen, så det indikeres, at der er både på vandet – også outriggerroerne.

Samtidig er det blevet en mulighed, at grupperne kan blive suppleret op til 10 personer, så hvis du endnu ikke har tilmeldt dig roning, så skriv til Marianne eller Karin H. De vil sørge for, at du bliver tilknyttet en af de eksisterende grupper.

Nu hvor vi har fået lov til at bruge toiletterne igen, så bliver der opsat håndklæde dispensere på alle toiletter, men vi skal fortrinsvis bruge toiletterne i mellemgangen. Alle skal have indarbejdet en rutine med, at vi aftørrer toiletsæde efter brug, og med nyt papir og sprit aftørrer vandhane og dørhåndtag. Tømning af skraldespande og afspritning af diverse dørhåndtag og overflader påhviler os alle. Vores faste rengøring er sat i gang igen.

Der er ingen tvivl om, at alle forsøger at få tingene til at fungere, så alle, der har lyst til at ro, kan komme på vandet. Der bliver også udvist stor tålmodighed over øget tidsforbrug og ventetider – og tak til alle for det. Vi må endelig ikke glemme vigtigheden af, at rengøringsrutinerne overholdes og med en særlig opmærksom på at årer, ræling, liner og veste får en ordentlig tur. Med udvidelsen af størrelsen af rohold samt roning i alle bådtyper, indskærper DFfR, at vi fortsat har øget fokus på hygiejnen. Så vi skal alle hjælpe hinanden med ikke at falde tilbage til ’vi plejer’, men fastholde de nye vaner.

Sidst men ikke mindst – vi skal værdsætte, at vi igen kan dyrke vores fantastiske idræt sammen -og alligevel lidt hver for sig 😊

Bestyrelsen