Til bal i damernes roklub

25. februar 2018 11:09 , af Susanne (K) Bisgaard

Som mange ved, fik vi pga. vandskade brudt gulvet op i omklædningsrummet i onsdags. Jeg faldt i snak med John, som stod for projektet. ”Jeg venter lige på Allan fra kommunen, han er ovre i herrernes roklub”. Jeg sagde, ”Det er sjovt det hænger ved, det med damernes og herrernes roklub, du må være gammel lyngbydreng!” ”Det kan du tro, jeg har været til mange fester her i damernes roklub.”

Hvad var det lige med de fester? Det har Bitten Steffensen fortalt om: ”Vi holdt de mest fantastiske fester med LR og Bagsværd Roklub, som gav anledning til megen sød musik i hjertet. I LDR har vi holdt mange store baller ude i bådhallen, som blev ryddet totalt og sæbet af, så der ikke var et eneste edderkoppespind. LDR var og er en dameroklub, og der er orden i sagerne. Tanterne sad på rad og række i bådhallen og holdt øje med det hele. De vidste helt nøjagtigt, hvem der dansede med hvem og hvor længe, hvem der dansede kinddans, og hvem der smuttede. I LR holdt de også fester og i 1957 havde de lavet hele bådhallen om til en havbund med net og fisk og farver, PEO, deres formand, var vognmaler og kunne alt muligt med farver, og han havde en fantastisk fantasi.                                                                          

Det var et stort arbejde at arrangere sådan nogle fester, og efterhånden var det ikke så in mere. Man kan ikke sige, der var en bestemt årsag til det holdt op. Det blev i stedet moderne med diskoteker med DJ og høj musik. Vi spillede ikke så høj musik, så kom de gamle i hvert fald ikke. Jeg har ikke danset i Lyngby dameroklub siden 1982,” fortæller Bitten.